De smukkeste vandreture i Europa - med inspiration!Foredragsholder: Ann Bjerre
De smukkeste billeder tager dig med på vandring i Spanien, Frankrig, Italien, Sverige og Skotland. Medens du hører hvorledes en indskydelse fører til pilgrimsvandring på El Camino i Spanien.
Aldrig før har rygsæk og vandrestøvler været interessant! Aldrig før har ordet pilgrim virket dragende!
Men den ene vandring mod Santiago de Compostela tager den anden. Stærke naturoplevelser, aktiv ferie og inspiration på vejen - giver ganske enkelt større livsglæde!
Den visuelle vandring fortsætter i Sydfrankrig i Pyrenærerne, i Gralens hjemland. Under Tempelriddernes beskyttelse, fører stien gennem en utæmmet natur med de mest fascinerende naturscenerier og kraftfulde borge.
Herfra går vandringen i Toscana og Italiens grønne hjerte Umbrien. Den smukkeste vej i et eventyrligt landskab, på vej mod Assisi, hvor stien leder til gamle kapeller og klosterophold.
Fra Italien til enestående vandring i det svenske landskab mod Nordens store klosterby Vadstena - og det stærke møde med de 7 pilgrimsdyder.
Rejsen fortsætter i Skotland med vandring på flere af øerne i Hebriderne. En vandring fra kraftfelt til kraftfelt i en natur, hvor det føles som om, himmel og jord går i ét. Mødet med Atlanterhavet, lyset og det rige dyreliv: søpapegøjer, hvaler og sæler.
Kom og hør hvad bevægelse, smuk natur og en kilde til personlig inspiration kan gøre. - en oplevelse for livet!

|