08-01-2010
Hos Morsø Turistbureau er cykelferien 'hjemmelavet'
Turistbureauet tilrettelægger selv individuelle cykelferier og klarer alt det praktiske omkring cykelferier på Mors, omkring Limfjorden og i det øvrige Nordjylland
Selvgjort er velgjort - også når det handler om at tilrettelægge en cykelferie, der lige præcis efterkommer de individuelle ønsker til en spændende og afvekslende ferie på to hjul. Det er grunden til, at Morsø Turistbureau på Limfjordsøen Mors har valgt at tilbyde 'hjemmelavede' cykelferier til de stadig flere, der ønsker at udforske den smukke ø og egnene omkring Limfjorden på cykel.
"Vi kunne vælge at lægge opgaven ud til en ekstern operatør - men vi har valgt at lave det hele selv - netop fordi vi ved, at ønskerne til en cykelferie kan være meget individuelle og fordi, vi gerne vil have hånd i hanke med, alle elementer i en ferietur spiller perfekt sammen," siger turistchef Bente Kristensen, Morsø Turistbureau.
Turistbureauet har derfor specialiseret sig i at udarbejde og sælge pakker med forskellige cykelferier på Mors, omkring Limfjorden og i Nordjylland i øvrigt. Og som sagt er alle ingredienser i 'pakken' hjemmelavede:
Morsø Turistbureau udarbejder ruterne og indtegner på kort, laver en udførlig turbeskrivelse, foretager bookingen og har kontakten til overnatningsstederne. Bureauet arrangerer også bagagetransport til de fleste af turene, og det er også Morsø Turistbureau selv, der udlejer cykler, cykeltrailere, bagagetrailere, børnestole og cykeltasker.
Forskellige 'pakker' I kataloget "På cykel i det nordjyske" præsenteres en række tilrettelagte ferieture, men ferierejsen på cykel kan som nævnt også sammensættes helt individuelt og skræddersyet efter kundens egne ønsker.
"Pakkerne er meget forskellige. De fleste ture er sammensat på den måde, at man kører fra overnatningssted og videre til et nyt overnatningssted, men der er også mulighed for at bo stationært hvis det ønskes," fortæller Bente Kristensen. "Den mest populære tur er Mors Rundt på 5 dage. Du følger 'Solruten', som fører dig ad små, snoede veje tæt ved kysten. Her får du mulighed for enestående naturoplevelser og selvfølgelig også tid til at besøge nogle af de mange seværdigheder, som vi tilbyder. Turen er med helpension, så eneste udgift efter ankomst er til drikkevarer og lommepenge." Under messen i Bella Center kan den købes med 300 kroners rabat pr. person ved henvendelse til Morsø Turistbureau på stand nr. C3-09B
Molerskrænter og snapseture. Blandt nyhederne i den kommende sæson er turen Nordmors rundt 3 dage - en god og spændende weekendtur, hvor man kommer tæt på de fantastisk flotte molerskrænter, som kun findes på Mors og på Fur. Overnatning sker på hyggelige landsbykroer. Og endelig byder Morsø Turistbureau på
'Snapseruten på 2 hjul inkl. egnsretter og kryddersnaps' - 6 eller 8 dage. I pakken er der også 2 entrebilletter til valgfrie holdepunkter.
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til turistchef Bente Kristensen, Morsø Turistbureau på telefon 97 72 04 88 eller mobiltelefon 24236676
Se også www.visitmors.dk
|