FERIE i BELLA 2011 -  11. - 13. februar 2011








Nyt fra udstillerne

Pressekontakt:
Pressechef Lars Lemche
E-mail: lars.lemche@bellacenter.dk

Pressemedarbejder Sugasini Sooriyakumaran
E-mail: sso@bellacenter.dk





18-01-2010

Fyns "hemmelige" rejse

Exotic Travel satser alene på, at tilfredse kunder skaber nye kontakter, og ved et tilfælde har de fleste hidtil været nordmænd

Det hører til sjældenhederne, at en rejsebureauchef lover kunderne, at hun vil behandle dem som sin nærmeste familie - og at mange af dem ender med at blive venner, som kun vil rejse med hende - men Jill Poulsen fra Odense har også på andre måder valgt at gå sine egne veje.

For eksempel vil en nystartet forretning uanset typen af "varer" på hylderne forsøge at få pressen gjort interesseret, og forretningen vil annoncere for at fortælle, at den eksisterer.

Men Jill Poulsen og lillebroderen Kenneth Franksen lod i stedet anbefalingerne gå fra mund til mund, hvorfor de færreste fynboer er vidende om, at Fyn i flere år har haft et rejsebureau ved navn Exotic Travel.
Kun hvis man tjekker medlemslisten hos Rejsegarantifonden, vil man finde ud af det.

Flest nordmænd
Pudsigt nok har de fleste kunder indtil nu også været nordmænd og svenskere, hvilket der er en naturlig forklaring på:

Søskendeparret har nemlig arrangeret udflugter på Tenerife og de andre kanariske øer i mange år. Det foregik på den måde, at de på hotellerne fik lov at fortælle om deres ture, og på den måde fik de kontakt med især mange nordmænd, som vendte tilbage år efter år, og som også ville med, da Jill og Kenneth begyndte at arrangere rejser til Sydafrika og siden Australien og New Zealand.

- Når vi har kunder, som kun vil rejse med os, er vi nødt til at have en ny destination hvert år, og vort mål er at få USA, Kina, Sydamerika og andre lande i Afrika med i de kommende år, fortæller Jill Poulsen, som er inkarneret golfspiller, hvorfor hun og broderen også arrangerer golfrejser.

De mest trofaste kunder, et norsk ægtepar, har været på fire rejser med Exotic Travel i løbet af halvandet år.

Gæster som familie
Rejserne gennemføres i grupper på 12-24 personer, og indtil videre garanterer Jill og Kenneth, at en af dem altid er med som rejseleder suppleret med en lokal og autoriseret guide.

- Jeg har en alder, hvor det, jeg arbejder med, skal være en livsstil, og vi vil ikke gå på kompromis med servicen.

- Vi vil alle gerne gøre noget for andre. Hvis man har familie, er det den, man bruger sin tid på, men jeg har hverken børn eller familie, så jeg har en masse tid og energi, jeg skal have brændt af, og gæsterne er så dem, jeg kan gøre noget for.

- Vi prøver at give kunderne nogle oplevelser, som de normalt ikke får som turister - for eksempel besøg i private hjem - og den påskønnelse, jeg siden får fra dem, er den, andre får fra deres familie, siger Jill Poulsen.

Uddannet farmakonom
Hun er uddannet farmakonom, men har også arbejdet i ejendomsbranchen, inden hun flyttede til Tenerife. Da hendes mor for nogle år siden blev syg, flyttede hun tilbage til Odense.

Kenneth Franksen er bankuddannet, har
boet i USA og været guide for flere store rejsearrangører i Sydafrika.

Det er normalt ham, gæsterne møder på turene, mens Jill tager sig af administrationen fra privatadressen. Al kontakt med kunderne foregår via internettet og telefonen, som har omstilling til Jills mobiltelefon, så kontoret har hun faktisk med i håndtasken.

Møder i private hjem
Man kan altså ikke komme ind fra gaden og få en snak med "rejsekonsulenten", men Jill fortæller, at hun lægger stor vægt på den personlige kontakt, så hun tager gerne ud på arbejdspladser eller endda i private hjem for at vise et diasshow og lave et rejseoplæg til en gruppe venner eller kolleger.

- Og jeg har aldrig haft et informationsmøde, som ikke har resulteret i salg, siger hun med forståelig stolthed.

Kenneth bor i Sydafrika en stor del af året, og Jill lægger heller ikke skjul på, at det mere end noget andet er landet, hun brænder for. Hun kan sagtens se for sig, at hun om nogle år har eget pensionat dernede og er engageret i forskellige former for udviklingsprojekter for den fattigste del af den sorte befolkning.


Jill og Kenneth


Exotic Travel er ikke billetudstedende, men køber flybilletter gennem et andet bureau.

Ud over de i artiklen nævnte rejsemål sælger Jill Poulsen og Kenneth Franksen også krydstogter og arrangerer mad & vin-rejser samt ture for individuelt rejsende.

www.exotictravel.dk